Malta, mord & macchiato – fra rejseoplevelser til fiktion

Skrevet af Anita Albæk Simonsen

Phobofobi er inspireret af min egen rejse på Malta i 2016. Jeg var så heldig at tilbringe næsten tre sammenhængende måneder på Malta, og har derfor en hel skattekiste af oplevelser og iagttagelser at trække på.

Og det er disse som har inspireret skabelsen af min hyggekrimi. Næsten alle lokationerne i bogen er virkelige. Det er steder jeg selv har været. Kun to steder er fiktive: en café i starten af bogen og et enkelt, hemmeligt sted, jeg selv har opfundet, der danner rammerne for bogens klimaks.

Alt fra næsten 5000 år gamle templer, tropisk-lignende øer til forladte steder og et rigt natteliv.

Så hvordan omdannede jeg mine rejseoplevelser til fiktion?

Selvom rejsen foregik tilbage i 2016, har jeg haft adgang til alle mulige detaljer om opholdet. Jeg er nemlig så heldig, at jeg førte dagbog for alle rejsens dage. Og derudover tager jeg sindssygt mange billeder, når jeg er ude og rejse. Vi snakker fil-mapper med flere tusinde billeder.

Så det første dilemma var en udvælgelsesproces.

Jeg startede med at genopdage og genrejse igennem egne oplevelser. Siden jeg vidste, at jeg ville skrive en krimi, så var mit fokus lokationer, der var velegnet til netop denne type fortælling. Jeg vidste også, at bogen skulle gå fra det hyggelige og ferie-agtige til det mere nervepirrende: En gruppe normale personer, der blev viklet ud i noget, der nærmest kun sker på film.

Så jeg havde brug for både seværdigheder og en smag på det lokale, men også de mere vilde og langt ude steder, der nærmest føles lidt overnaturlige. Heldigvis kan Malta begge dele.

Herefter tildelte jeg hver lokation et kapitel. I første omgang blev det til alt for mange forskellige steder, og under flere revideringsrunder skar jeg ned på antallet. Tilbage var en kerne—essensen—af Malta. Og i stederne udsprang fortællingen: Hvor kan man gemme et lig? Hvad vil være et godt sted at lære nye venner bedre at kende? Hvad er et ’must visit’-sted, hvis man gerne vil på en date, som selvfølgelig ikke rigtig er en date? Hvor kunne en kult have tilholdssted?

Jeg lod mig også guide af hvilke ledetråde og -spor karaktererne havde behov for at finde. Hvordan de kunne finde frem til dem. Her er det som forfatter vigtigt at huske på ’cause and effect’. Med andre ord, at karaktererne faktisk selv gør arbejdet og ikke får alt serveret på et belejligt sølvfad.

Efter jeg havde mit udvalg af steder, så brugte jeg både mine fotografier og min rejsedagbog under skrivningen. Begge dele hjalp mig med at gøre beskrivelserne realistiske og lægge vægt på hvorvidt f.eks. hovedpersonen Rie fryser i en underjordisk gravplads eller ej.

Men jeg slog også en masse op på internettet og læste faktabøger om Malta. Det var især det historiske, der fandt vej ind i romanens brødtekst. Men ligeledes også det der, under redigeringen, blev skåret markant ned på for ikke at ødelægge tempoet. En krimi skal jo helst være yderst nervepirrende.

World building gør sig også gældende i realisme

Det allervigtigste jeg lærte i forbindelse med skrivningen af Phobofobi er, at world building også gør sig gældende i realisme. Som forfatter, har jeg primært skrevet sci-fi eller fantasy. Her er world building en selvfølge, fordi du næsten altid skaber en verden fra bunden.

Så jeg tænkte ikke over world building i første udkast af Phobofobi.
Men al info om Malta–både det historiske, men også insiderviden—er faktisk world building.

Og derfor kan du også infodumpe, når du skriver realisme. At infodumpe er, når man som forfatter fortæller al mulig baggrundsviden, der i et omfang er relevant, men desværre er i så stor en mængde, at læseren kommer til at kede sig og måske endda mister føling med plottet. Man kommer til at minimere eller måske endda ødelægge spændingen og bogens tempo.

At se beskrivelser af omgivelserne og historisk viden (såsom hvornår en bro i Valletta blev bygget og hvorfor den blev genopbygget flere gange de sidste par hundrede år) som world building var afgørende for mig.
Det gjorde mig i stand til at skære ind til benet. Og det gjorde Phobofobi til den bedste roman, den kunne blive.

Phobofobi – en fiktiv fortælling,
der udsprang af virkelige oplevelser og virkelige følelser.

Læs mere om bogen og køb den her