RET OG VRANG OG EN VIRKELIG AMULET

Hvordan jeg fik ideen til historien
Jeg fik ideen til Esther B. og Agrippas Nøgle på Christianshavn. Jeg går tit aftentur på Christianshavn, for jeg synes, det er en af Københavns mest magiske bydele. Der er ekstra mørkt om aftenen, der er fyldt med oldgamle huse, og vandet i kanalerne virker mystisk og fyldt med hemmeligheder. Bygningerne langs kanalerne spejler sig i kanalernes vand, og det ser ud, som om der er en anden verden dernede: en verden, der ligner København, men hvor der gælder helt andre regler. De spejlbilleder blev på mine gåture langsomt formet til Rangrsborg – den hemmelige parallelverden, der gemmer sig under vandet i fantasyfortællingen Esther B. og Agrippas Nøgle.

Ret og vrang, magi og videnskab, humor og alvor
Navnet Rangrsborg er inspireret af det oldnordiske ord Rangr, som kan oversættes til det nudanske ord vrang – altså en bagside eller usynlig inderside, som rummer noget lidt uhyggeligt, men som samtidig er en del af den verden, vi kender. Historien udspiller sig i begge verdener – København og Rangrsborg – og fletter virkeligheden sammen med fantasi. I historien interesserer jeg mig i det hele taget for at udforske det ingenmandsland, der ofte befinder sig mellem velkendte modpoler: terrænet mellem magi og videnskab, mellem humor og alvor, mellem menneske og dyr.

Brug af magi i skriveprocessen
Jeg har brugt lang tid på at skrive historien og på at opbygge dens univers – og har levet en slags undercover dobbeltliv som aspirerende forfatter, mens det stod på. Det kan være vanskeligt at holde kursen og motivationen i så lang tid, når man arbejder alene, og når man ikke ved, om man kommer i mål, eller hvad der præcis skal til, for at få det til at ske. Derfor tyede jeg, halvt i humor, halvt i alvor, også til en lille smule magi – i form af en amulet, der skulle hjælpe mig gennem den uoverskuelige og tågede proces. Det virkede jo åbenbart! For bogen blev skrevet færdig og blev udgivet, og jeg arbejder nu på fortsættelsen af historien om Esther B. og hendes gode ven Svend, som udforsker endnu flere vilde og ukendte sider af København.  

Hør historien om amuletten på Nationalmuseet
Som en ekstra bonus kan du høre historien om min magiske amulet, hvis du besøger Nationalmuseet i København – for min skriveamulet optræder i Nationalmuseets udstilling om amuletter og kan findes på 1. sal.

Læs mere om Esther B og Agrippas nøgle og køb bogen her