Skrevet af Laura Helena Pimentel da Silva
Jeg kom til Danmark som etårig, men er født i Brasilien. Min morfar var en vaskeægte regnskovsindianer, og min mor har mange vilde historier med sig. Historier, som hun fortalte mig, da jeg var barn, og som jeg derefter plagede hende om at fortælle igen og igen. Min mors historiefortællinger udgør nogle af mine bedste barndomsminder og er måske i virkeligheden en af årsagerne til, at jeg i en tidlig alder fik smag for bøger og ord. Jeg kunne læse, inden jeg begyndte i skole og skrev dagbog, fra jeg var seks år gammel. I starten skrev jeg om min hverdag. Senere udviklede skrivningen sig til små historier. Som teenager var min læsning på sit højeste, og drømmen om at blive forfatter opstod. Jeg begyndte at tænke i historier og drømte mig ofte væk i mine indre universer. At min debut skulle blive min selvbiografi, lå dog ikke i kortene. Jeg planlagde nemlig at skrive fantasybøger, som ville overgå selveste Jean M. Auels berømte serie Jordens Børn. Ak, ja. Ambitionerne var høje, og Auel var mit store idol. Jeg forelskede mig i historien om Ayla og slugte hele bogserien i løbet af en sommer.
En anden årsag til at min egen selvbiografi kom bag på mig, er, at jeg inden jeg udgav Kommunebarn i 2018, var en meget reserveret person. Jeg har sjældent delt personlige ting med andre. Heldigvis vælger livet sommetider for os. Generelt har mit liv ikke udformet sig, som jeg havde tænkt og planlagt det som teenager, hvor jeg havde planer for alting. Da jeg var yngre forestillede jeg mig, at jeg skulle læse jura og få børn, når jeg var færdiguddannet og havde en veletableret karriere. I stedet stod jeg med en positiv graviditetstest som 16-årig i tiende klasse og blev mor i en alder 17. Mine prioriter ændrede sig. Jeg fik den blå hue, men droppede at læse jura. I stedet ville jeg arbejde i omsorgssektoren og have flere børn. Mange børn. Det har jeg også fået nu, 10 år senere. I hvert fald er fire drenge en stor mundfuld for mange, har jeg hørt. Selv er min mand og jeg i tvivl om, vi skal snuppe nummer fem, nu hvor vi alligevel har plads til et endnu et familiemedlem i bilen. Ha, ha.
Jeg oplever børn som en stor berigelse. De gør mig klogere og nysgerrig. Efter jeg blev mor, kom mit brasilianske ophav i spil på en anden måde, end da jeg var barn. Min mors historiefortællinger blev til mine egne. Min barnenysgerrighed mine børns.
Derfor handler Tandtyven – Mørke væsner 1 om to dansk-brasilianske brødre, der ligesom mine drenge, er glade for eventyr, sagn og gys.
Jeg håber, at I vil læse med, når Sydamerika mikses med Danmark.