Skrevet af Nanna Kühle
Jeg voksede op i provinsbyen Skive med en følelse af ikke rigtigt at passe ind. Jeg var som barn meget genert, og det hjalp ikke, at jeg ovenikøbet også var udstyret med et par strittende fortænder, der tvang mig til at gå med togskinner og nakketræk. Et nemt mobbeoffer var jeg selvsagt også. Og hvorfor fortæller jeg det? Det gør jeg, fordi der er en sammenhæng mellem min barndom og udviklingen af mine kreative sider. Jeg dagdrømte nemlig meget og forestillede mig, at verden var på en anden og bedre måde. Og så læste jeg i timevis. Jeg havde også et lille stilehæfte, jeg skrev små mærkelige historier i.
Da jeg var i tyverne, troede jeg, at jeg havde forstået, hvad livet handler om, og jeg skrev mørke tekster om livets absurditeter. Sjovt nok fik jeg det ene høflige afslag efter det andet. Da jeg fik børn, blev min virkelighed en anden. Kynismen forsvandt og skrivningen foregik, når børnene sov. Det blev til historier om mødregrupper og pressede venskaber og parforhold.
Og så kom der en lang pause. Pausen var godt nok en skrivepause, men det var også en indsamlingsperiode. Nemlig indsamling af fortællinger. Jeg arbejdede i mange år som underviser i dansk som andetsprog og mødte mennesker fra hele verden hver eneste dag. Der var en guldgrube af fortællinger gemt hos mine kursister, og jeg lagde begærligt ørerne til dem.
Jeg oplevede, at det ofte var svært at motivere nogle af de mandlige kursister, men hvis snakken faldt på fodbold, livede de op. Det kunne være en snak om Messi vs. Ronaldo, men også en snak om fodboldens betydning i hjemlandet og i deres eget liv. Og det var der, ideen til min første bøger trilogien ’Yousefs kampe’ opstod. Og jeg bliver ved med at vende tilbage til fodbolden som rammefortælling. Gennem den ramme kan jeg fortælle historier om håb, mod, fællesskab og venskab, for der er nemlig masser af muligheder for at fortælle historier på fodboldens arena uden at det skal handle om VAR, sejr eller straffespark.
Mine mange år som danskunderviser forbedrede min evne til at skrive i et let forståeligt sprog, og udover børnebøger har jeg også skrevet bøger med et lavt lixtal til læsesvage unge. Her har temaerne bl.a. været mobning, venskaber, forelskelse og usikkerhed.
Der er tit nogle, der spørger, hvordan jeg får ideer til mine bøger. Det korte svar er, at jeg hele tiden samler på historier. Når jeg læser bøger eller ser nyheder. Når jeg snakker med veninder, eller mine børn fortæller om noget, de har oplevet. Når jeg sidder i bussen eller går tur. Disse brudstykker af historier bliver så sat sammen på nye måder, som om de lever deres eget liv og bare vil fortælles. Når jeg starter på en bog, ved jeg aldrig, hvordan den ender, og heller ikke ret meget om, hvordan forløbet skal være. Jeg har en idé til en eller flere personer og så en ufærdig skitse, som sjældent holder.
Ideen til ’Det forbandede stadion’ opstod netop ud fra nogle avisoverskrifter om AGFs forbandelser og nogle ture på stadion, men jeg havde ingen ide om, hvordan historien ville udvikle sig, da jeg startede med at skrive første kapitel. Det at skrive er som at begive sig ud på en spændende rejse hver eneste gang. Derfor bliver det heller aldrig kedeligt, og historierne bliver ved med at insistere på at blive fortalt.