Skrevet af René Toft
Midt i min sommerferie fik jeg en opringning fra en Helle Perrier. Hun introducerede sig som redaktør på forlaget Krabat. Så vidste jeg godt, hvad det drejede sig om. Jeg havde på et splitsekund allerede kørt hele samtalen i mit hoved. Hun ville bare lige informere om, at jeg ikke havde vundet klima roman-konkurrencen, og jeg ville sige øv og ærgerligt og tak for info. Og så ville jeg ellers fortsætte min tiltrængte sommerferie.
Men det var slet ikke det, hun ringede for. For jeg havde vundet.
Lad os spole lidt tilbage.
I starten af 2019 fik Julie Arndrup en idé. Julie Arndrup er børnebibliotekar ekstraordinær, bogblogger og indehaver af den fremragende podcast Børnebogcast. Hun skrev et opslag på Facebook om, at hun helt vildt gerne ville læse en bog om nogle unge, der var med i sådan noget Alene i vildmarken program, og så skete der en eller anden vild katastrofe, og så var de fanget der. Hvad ville der så ske? Det, syntes jeg, lød som et vildt fedt udgangspunkt for en fed roman og sammen med tre andre forfattere begyndte vi at plotte historien og så småt at skrive lidt på historien, hvor vi som forfatter havde hver vores hovedperson at se historien fra. Min hovedperson hed Kristian og var en forkælet storbyknægt, der havde det for nemt. Lige indtil verden bryder sammen og karma indhenter ham i form af naturen som en sur kælling, der ikke finder sig i noget som helst. Der skete desværre det, der nogle gange sker med den slags projekter – det gik i stå. Jeg forsøgte et par gange at skrive lidt nyt, men måtte sande at folk desværre havde for travlt og fundet andre projekter, der var mere spændende.
Der gik et år, og så dukkede der noget nyt op på Facebook. Forlaget Krabat havde oprettet en romakonkurrence med temaet Klima. De skrev: ”Vi leder efter forfattere, der kan formidle fortællinger om klimaet til børn og unge. Vi leder især efter fortællinger, der kan indgyde håb og tro på fremtiden i lyset af verdens tilstand i dag. Udgangspunktet kan være dystopisk, optimistisk eller noget helt tredje. Vigtigst er dog, at historien er spændende og kan fange et ungt publikum. Vi lægger vægt på, at du kan flette et alvorligt emne sammen med den gode fortælling.” Og så dukkede min fortælling om Kristian og hans strabadser op igen. Kunne man kalde det en klimabog? Der var natur i den. Han gør sig overvejelser om natur og samfund, samtidig med han kaster om sig med dumsmarte bemærkninger og kæmper for sin overlevelse. Jeg besluttede mig for at give det et skud. I stedet for at være en roman med mange stemmer, ville det nu være Kristians historie ene og alene. Jeg sikrede mig naturligvis først, at de involverede parter i det gamle projekt var okay med, at jeg løb med den. Det var de heldigvis.
Så med fornyet energi plottede og skrev jeg hen over foråret, og i maj indsendte jeg mit manuskript ”Solstorm” til Krabat. Jeg havde gjort op med mig selv, at jeg nok ikke vandt, men det var heller ikke det vigtige for mig. Det vigtigste var at blive færdig med historien. Jeg ville selv vide, hvordan den endte. Hvilket bringer os til den før omtalte sommerferie.
”Du har vundet.”
”øhh … tak,” tror jeg, jeg fik fremstammet. Jeg var slet ikke forberedt på at vinde, så jeg tror, der gik nordjyde i den. Men selvfølgelig var jeg vildt glad over, at historien om Kristian nu rent faktisk skulle udgives. Jeg skulle bare lige få min hjerne til at forstå, at den var god nok.
Jeg nød resten af sommerferien endnu mere, og efter den stoppede, startede det store arbejde med redaktør Morten Svenson. Selvom romanen havde vundet, var den langt fra perfekt. Den skulle slibes til, så tema og plot stod knivskarpt. Det var til tider op ad bakke, men for pokker hvor synes jeg, at det er blevet så meget bedre nu. For slet ikke at tale om forsiden illustreret af den dygtige Emilia Rubæk. Det er virkelig en bog, jeg glæder mig til at dele med jer.
Jeg håber, I bliver lige så glade for Kristian og hans strabadser, som jeg er.