Gys

Viser 30 resultaterSorteret efter seneste

Svinet

Gyser historier for børn og unge

Gyser historier for børn og unge skal kunne mærkes helt ned i maven. Knirkende gulve, skygger i mørket og mystiske væsner er blot nogle af de virkemidler, der kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen. Hos KRABAT udgiver vi gyserbøger af danske forfattere til læsere fra 9 år og helt op til udskolingen. Mange af historierne henter deres uhygge i den gamle danske folketro. Andre udspiller sig på lejrskolen, i en kælder, på et stadion eller i en brønd. Det er uhyggelige bøger, man godt tør læse, men ikke tør lægge fra sig.

Et oplagt sted at begynde er varulveserien Månehyl & Ulveprygl af Malene Fabricius Holm. I første bind, Natmad, er Amelia på lejrskole med klassen, da hun midt om natten ser to skikkelser gå forbi vinduet. Derfra går det stærkt med varulve, splat og en vild flugt gennem mørket. Bibliotekernes materialevurdering kalder bøgerne “fulde af tempo og en smule uhygge”, og serien findes i fire bind, så nye læsere kan tage den i ét stræk.

Er du til gys med rødder i gamle sagn, kan du roligt gå på opdagelse i Vættebøger og folketro. Og hvis du holder af historier, hvor virkeligheden slår sprækker, anbefaler vi at kigge forbi magisk realisme, hvor vi dog også byder på andet end gysere.

Danske sagnvæsner i gyserbøger

Danske sagnvæsner er skabt til at skræmme. I århundreder har man fortalt gyselige historier om de overnaturlige væsener, der gemmer sig i naturen. Helhesten, lygtemænd i mosen og den uhyggelige mare, der sætter sig på brystet af den sovende. I KRABATs vættebøger vækkes de til live og taler til tweens og unge, der elsker historier og nordiske fortællinger med gys og magi.

I Helhesten af Rikke Havner Alrø skal den hesteglade Marie tilbringe sommeren hos sin farmor på landet. Om natten hører hun et vrinsk, der lyder som et skrig. I folketroen varsler helhesten død for den, der ser den. Lygtemanden, også af Rikke Havner Alrø, foregår på en gammel gård nær en mose. Her siger man, at lygtemændene redder dem, der synker i mosen. Mod betaling. Det er en gyserbog, bibliotekerne ikke anbefaler til sarte sjæle.

I Natravn af Alexandra Vinther hører Rasmus nogen græde i mørket og møder en dreng, der påstår at han blev begravet for længe siden. I Mare af Thea Astrid vågner Pelle i rædsel og fortæller, at en mare har siddet på hans bryst.

Er du til blod og forbandelser, så tag med to venner på natlig jagt efter Gravsoen af Nicoline Kjærsgaard Møller. Gravsoen er et spøgelsessvin, der varsler ulykke og død. Eller læs Troldeunge af Malene Fabricius Holm, hvor den unge Sigge er overbevist om, at hans voldsomme tvillingesøster er et forbyttet barn. Flere af vættebøgerne kombinerer nordisk folketro med nutidige temaer. Du finder dem alle i Vættebøger og folketro.

Gyserbøger for børn

Hvad gør gyserbøger for børn virkelig uhyggelige? Ofte er det hverdagen, der pludselig bliver farlig. Sære skygger. Lyde fra loftet. Mørket udenfor, hvor noget lurer. Mange af vores bøger er korte gyserhistorier fra omkring 60 sider og op fortalt i et let sprog, så også den mindre øvede læser kan følge med. Men naturligvis har vi også gyserbøger til tweens.

I Døden i kælderen af Trine Løve Østerbye finder Severin og Gustav en reol med dybe kradsemærker, og et skjult rum i kælderen. Bibliotekernes materialevurdering kalder den “et hårrejsende herligt gys”. I Snylter af Kasper Grandetoft får Mikkel at vide, at han skal have en storebror, som allerede står og venter i entréen. Og i Svinet ender en tur i Hekkenfeldts Sommerland med at Wilma bliver bortført af et grisevæsen med sorte øjenhuler og gule, spidse hjørnetænder.

Til dem, der vil have gys med et godt tvist, er Aben af Helle Perrier et oplagt valg. Lyde på taget. En mørk hånd ved vinduet og en overraskende slutning. I Døden under overfladen af Lone Halkjær er Magnus på sommerferie ved en svensk skovsø, der lugter som et råddent dyr. Og i Monstret på polarstationen af Sabine Hein rejser Sofie i år 2053 til Antarktis, hvor sneen stadig ligger, selvom resten af Jordens is er smeltet. Noget i sneen holder øje med dem. Bogen er den ene vinder af KRABAT’s gyserkonkurrence i 2022.

Flere gysere og fantastiske fortællinger til de 10–12-årige finder du i Tweens (10–12 år)

Spøgelseshistorier for børn

Spøgelseshistorier for børn må gerne skræmme, men samtidig få læseren til at grine. I den sjove fortælling Bastian og TikTok-zombierne af Jakob Løvgren Leth mødes Bastian om natten med spøgelser og vampyrer på kirkegården og filmer de døde for at få likes. Det går grueligt galt med hundredvis af sultne zombier på gaderne. I efterfølgeren Bastian og grevindens hævn står en ond grevinde bag en stribe mystiske ulykker på Højvig Slot. Begge bøger fungerer godt til højtlæsning og fås også som en samlet Bastian bogpakke.

Er du til splat, så tag med på Dødlækker lejrtur af Ry Kristensen. Her bliver Lukas og Tobias lokket med af Maja ud på den gamle kirkegård ved siden lejrskolen.

Gyserserier

Gyserserier er perfekte til læsere, der ikke kan få nok. Når man først kender personerne, vokser uhyggen for hvert bind. Ud over Månehyl & Ulveprygl kan du dykke ned i Brønden af C. C. Thybro. Her tager 12-årige Amera imod en udfordring fra de populære piger og skal sidde en hel nat nede i en klam brønd, der efter sigende er en dør til en skyggeverden. I Brønden 2 – Skyggegængeren er Amera fanget på Skyggesiden.

Elsker du (eller dine unge læsere) fodbold, er Det forbandede Stadion og Det forbandede fodboldhold af Nanna Kühle et oplagt valg blandt fodboldbøger til børn, fordi den blander bold og gys. Serien følger Thor og Alfred, som trodser farer og forbandelser. Den kan også erhverves i en praktisk bogpakke.

Du finder alle KRABATs serier samlet i Serier.

Gyserhistorier for unge

Gyserhistorier for unge går ofte tættere på. Her handler uhyggen lige så meget om ensomhed, sorg og det at passe ind som om monstre. Flere af disse bøger er psykologiske gysere, hvor det mest uhyggelige foregår inde i hovedpersonen.

I Sjælefordærveren, en gyser af Malene Fabricius Holm, føler Eskild sig udenfor, savner sin far og bliver mobbet. Så møder han væsenet Astan. I Dødens veninde af Trine Løve Østerbye starter vampyren Lilith Tu på en ny skole og drømmer om en bedste veninde. Bliver Luna mon hendes BFF? Bogen er letlæst og henvender sig til læsere fra 12 år.

Hvisketræet af M. L. Bornemann handler om William, der har mistet sin mor og finder et gammelt, mystisk træ i haven ved det nye hus. I edderkoppens spind af Lone Halkjær og Charlotte Frobenius vokser en plantekerne fra Peru til en smuk blomst, indtil spindelvævet begynder at brede sig i Astas hjem.

Flere bøger til de 12–15-årige finder du i Teenage (12–15 år) og Letlæst ung.

Halloween bøger og gys for børn

Halloween bøger hører efteråret til. Når mørket falder på i oktober, er der ikke noget bedre end hårrejsende gys for børn, der kan læses i ro og mørke under dynen med lommelygten tændt.

Slik eller ballade? af Sofie Amalie Laulund foregår netop på allehelgensaften i Nørresundby, og blev nomineret til Årets Danske Fantasydebut 2023. Den forelskede Emilie begiver sig ud med Hugo for at gå slik eller ballade, kun bevæbnet med en rengøringsspand. Det er en sjov, finurlig historie med en par spændende tvists. Bogen er for læsere fra 13 år, og fortsættelsen om Forhekselser og Fastelavnsboller er også klar til at blive fordøjet.

Til de lidt yngre er Gravsoen og Dødlækker lejrtur udmærkede kandidater til korte Halloween gyserhistorier, der kan læses på en enkelt aften. Og leder du efter bøger til efterårsferien, så er gyserkategorien generelt et godt sted at starte.

Gysergenren i undervisningen

Gysergenren er et stærkt greb, når læselysten skal vækkes på mellemtrinnet. Korte kapitler skrevet i et let sprog med en spændende handling, der får læseren til at vende siden, gør gys til et godt valg.

Til klassen tilbyder vi en gedigen gyser bogkasse med 18 gysere til mellemtrinnet fra 10 år. Du kan også få vættebøgerne samlet i ét sæt med vores vættebøger bogpakke. Men bliver dét alligevel en tand for uhyggeligt, kan vi også sagtens supplere op med en bogkasse med mysterier og krimier fra 9 år.

Leder du til gengæld efter undervisningsmateriale til gys, har vi udviklet gratis undervisningsmateriale til vættebøgerne Lygtemanden, Gravsoen og Troldeunge.

Flere materialer og klassesæt finder du under Gratis undervisningsmateriale og Bogkasser.

Danske gyserforfattere

Danske gyserforfattere har en særlig evne til at lade uhyggen vokse ud af det velkendte. En skikkelse kommer sjoskende ud mellem træerne. Noget er forkert i landsbyen. Et computerspil bliver pludselig et spørgsmål om liv og død.

Hos KRABAT udgiver vi både erfarne forfattere og nye stemmer. Vi er ofte på udkig efter den næste spændende bog, og som med så mange andre genrer, så kan gys noget særligt.

Malene Fabricius Holm står bag hele seks af de gysende titler: de fire bind i Månehyl & Ulveprygl, vættebogen Troldeunge og den uhyggelige fantasy gyser Sjælefordærveren.

Rikke Havner Alrø har skrevet Helhesten og Lygtemanden og er også kendt for trilogien De underjordiske, hvor nordisk folklore møder moderne romantik.

Blandt de andre stemmer er C. C. Thybro, Trine Løve Østerbye, Jakob Løvgren Leth, Alexandra Vinther, Thea Astrid og Nicoline Kjærsgaard Møller. Det er vist ingen hemmelighed, at dansk gys til børn og unge er fuld af liv. Og levende døde.

Vores anbefalinger og videre læsning

Gys grænser op til mange andre genrer. Foretrækker du gåder og opklaring frem for monstre, så kig forbi Krimi og mysterier. Vil du have pulsen op, så tjek Spænding og Thriller. Kan du lide, når uhygge og magi mødes, er Fantasy det naturlige næste skridt. Men hvis gyset gerne må blandes med herlige grin, så finder du flere af titlerne i Humor.