Nu manglede hun bare det sidste afgørende skridt. Hun tog en dyb indånding, forsøgte ikke at overtænke situationen og trykkede så resolut på SEND. Alle hendes hemmelige tanker og længsler susede nu afsted gennem lange søkabler på bunden af Atlanterhavet med kurs mod Aarhus og Selma. Nu var der kun tilbage at vente …
15-årige Lena er mere end klar til at kaste sig ud i sit livs eventyr: et år på efterskole langt væk hjemmefra. Men intet går som planlagt, også selvom hun sætter alt ind på at gøre sig fortjent til at sove i den jomfrufri seng på værelset, score sit livs kærlighed i en garderobe, overleve Jelling Festival og følge sit forvirrede hjerte i en overkøje nord for polarcirklen.
Dig og mig på handicaptoilettet handler om at finde modet til at stå ved sig selv og følge sine drømme, også når det hele virker allermest håbløst og skræmmende.
Anmeldelser
Bibliotekernes materialevurdering: “Dig & mig på handicaptoilettet er en relevant og vellykket fortælling om en ung pige, som skal til at finde sig selv og sit ståsted i livet. Bogen tegner et godt billede af alt det nye, spændende og udfordrende, som hører med til at starte på efterskole. Samtidig sætter den fokus på de svære følelser, som kan opstå, når man som helt ung får følelser for en af samme køn. Bogen er skrevet i et let sprog og med god afstand mellem linjerne, hvilket gør den meget nem at læse. Anbefales indkøbt til både folkebiblioteker og PLC. Den sætter fokus på problemstillinger, som er relevante og nærværende og som der er mange læsere til.”

Ditte Bjerregaard
Forfatter
- Format:
Hardcover - Udgivelsesdato:
21. august 2025 - Antal sider:
162 - Alder:
Fra 12 år - Forfatter:
Ditte Bjerregaard - Grafisk Designer:
Rikke Ella Andrup





