Det glæder vi os til i 2021

Nu har vi spist det sidste af kagen og fejet al konfettien op. Sikke en fødselsdag! Tak, til alle dem, der tog sig tid til at sige tillykke til Krabaten. Lige om lidt sender vi endnu flere bøger ud i verden. 2021 byder på et åndeløst spændende udgivelsesprogram.

Meget af arbejdet finder jo sted bag kulisserne, hvor forfattere, redaktører og illustratorer arbejder med at lave de vildeste bøger til jer. Derfor er det noget helt specielt, når vi kan vise de færdige bøger frem.

Her er nogle af de ting, vi glæder os til at dele med jer.

SOLSTORM

Der var ingen tvivl, da vi læste René Tofts bidrag til den klimaromankonkurrence, vi udskrev. Solstorm var vinderen. Vær klar til at møde Kristian, der deltager i et overlevelsesprogram i Nordnorge. En Solstorm, ødelægger al teknik, og så må storbydrengen finde en måde at overleve på. Det er ikke nemt, når der både er brunbjørne, storme og langt til alt. Det er vildt, det er sjovt og det er en dreng, man ikke lige glemmer med det samme.

SKÆBNEKLØVER

Mikkel Wendelboe, der også huserer under navnet Skriverkarl på de sociale medier, vil gerne invitere jer med på en tur af de helt vilde. Vi snakker fjerne planeter, galakser, pirater og en pige, der kigger mod stjernerne. Fans af Mikkels gale universer vil elske Skæbnekløver. Vi glæder os i hvert fald!

AKIO

Tag med til Japan, hvor danske Anna på 15 år er flyttet til. Her fordyber hun sig i kampsport og ramler sammen med en helt anderledes kultur. Samtidig forelsker hun sig i sin nye ven. Der er bare lige det, at hendes ven ikke findes i virkeligheden, men kun eksisterer i hendes telefon. Akio er kulturmøder, opgør med kassetænkning og nye måder at forstå det at være menneske og kærlighed på. Bogen er skrevet af Anne Mia Steno. 

DEN GRÅ PLANET

Tre nye bøger i planetserien om fremtidens klimaudfordringer. Denne gang følger vi drengen Sam, der må løbe for livet i verdens største by, megabyen Lagos. Det er spændende, vedkommende og lige noget for nysgerrige børn, der tænker på planetens fremtid. Bøgerne er skrevet af Helle Perrier og Tanja R. Bisgaard vil igen lave faktaafsnit om FNs verdensmål, der er en integreret del af serien. Serien er en del af KRABATs Klodebøger.

URVÆRKERNE

Forfatter Stine Bahrt tager dig med på et storslået eventyr. Kupler, magi og zeppelinere møder hinanden i et univers, der er helt sit eget. Urværkerne er steam punk, hvor tandhjulene drejer og fortæller om kærlighed, at finde sig selv og opdage, at man har skjulte evner i en forunderlig, smuk og dystopisk verden.

EVIGHEDENS TERNINGER

Hvad nu hvis du blev suget ind i det rollespil, du var ved at spille. Det er virkeligheden for en gruppe venner, der pludselig skal bekæmpe monstre og forsøge at overleve en verden der ellers kun har eksisteret på papir. Bjarne Pedersen giver den gas i to nye bøger, hvor de stakkels spillere skal overleve to forskellige scenarier. Der er Krise i Kælderen og Rædsler i Rummet. Vi kan slet ikke vente.

FROSTBID

Du får lov til at være Mika. Mika bor i Nyhafen, verdens sidste by. Den er omringet af tårnhøje mure af is, og regeret af RÅDET og de brutale vogtere. Du får lov til at bestemme, hvordan Mikas dag skal være. Dine valg er skæbnesvangre for resten af Mikas liv. Frostbid er skrevet af Helle Perrier og en del af Krabats Klodebøger.

VINTERHERRENS ARVING

Legender fra Ishtaija

Casper Richter inviterer dig med på et vaskeægte vintereventyr. Fantasi og virkelighed smelter sammen, da Nicholas’ liv bliver reddet af den mystiske Seela natten før juleaften. Historien udfoldes i en dragende, spændende og nærværende fortælling, der er illustreret af forfatterens egne fantasifulde papirklip. Den bliver så smuk!

Det er bare nogle af de bøger, vi glæder os til at præsentere i år …