Skrevet af Hanne Rump
Hvor kommer jeg fra?
Jeg har været så ufatteligt heldig at blive præget til at læse, fra før jeg kan huske. Min far læste altid højt. Først var det eventyr og billedbøger. Senere var det også bøger, som rakte ud over min alder, men som han syntes var vigtige. Det skabte min dybe interesse for litteratur. Det var også medvirkende til, at jeg var en gammelklog lille en, som blev drillet i skolen. Men det var ikke den eneste grund. Jeg var en sær lille en, som allerede dengang havde en overaktiv fantasi – eller det var i hvert fald sådan, mine lærere i folkeskolen betegnede det. Hjemme flygtede jeg ind i bøgerne og skrev desuden mine egne korte historier ved siden af, og det fortsatte jeg med, selvom jeg skulle langt ind i voksenlivet, før jeg tænkte, andre kunne have en interesse i det. Det med at være forfatter lå ikke lige for. At være kunstner var en alt for usikker fremtid, eller det var i hvert fald, hvad alle omkring mig mente, så jeg fik en god solid fremtidssikret uddannelse. Jeg stoppede dog aldrig med at læse alt muligt skønlitteratur. Jeg stoppede heller aldrig med at skrive, men kun til min egen skuffe, indtil jeg til min egen store overraskelse fik en novelle antaget. Herefter gik det slag i slag.
Hvorfor fantasy?
Men hvor kommer fantasy så ind? Det er et sted, jeg går hen, når jeg gerne vil så langt væk fra hverdagen som muligt. Fantasy lader mig tage en pause fra hverdagen, idet det tilbyder en tur ud af den kendte realitet. Det virkeligt fine ved det er, at det giver mulighed for at betragte den realitet fra et helt andet perspektiv. Den fiktive verden bliver ofte til en linse gennem hvilken, vi kan se vores egen realitet i et nyt lys. Det er utrolig cool. Også når jeg begynder at se det med forfatterbillerne på.
Fantasygenren
Fantasy er på overfladen urealistisk. Det er fyldt med fjerne, frit opfundne verdner, drager, magi og alt, hvad du ellers kan forestille dig og så lige lidt til. Men fantasy beskæftiger sig stort set altid med nogle af livets store spørgsmål. Genren behandler evigtgyldige temaer i en setting, der gør det mere interessant og underholdende at læse. Temaerne er ofte forbundet med det at blive voksen, frigørelse, afsavn, tryghed, jalousi, forelskelse, mobning og sociale tilhørsforhold. Den fantastiske setting sætter alle emner fri, gør dem mere lettilgængelige, og man kan debattere frit i det litterære rum.
Friheden i det litterære rum er i det hele taget kæmpestor i fantasy. Det tiltrækker både læsere og forfattere. Personligt elsker jeg at arbejde med at bygge en verden op med egne regler, som fungerer efter deres egen logik. I det øjeblik man bygger på en sådan verden, er der ingen regler, for dem sætter man selv. Herefter lever karaktererne i den her verden med de begrænsninger, som det måtte give. Men hvorfor så Sif, Birk og ulvene? Er det en hæmsko at historierne foregår i vores verden?
Sif og Birk
Historierne om Sif og Birk er det, der hedder ’low fantasy’. Low fantasy oversættes til Lav fantasi eller indtrængningsfantasi. Det er en undergenre til fantasy, hvor magiske begivenheder trænger ind i en ellers normal verden. Det har sin egen tiltrækningskraft, og jeg finder det fascinerende. Tanken om at det, der sker i historien, også kunne ske for en selv ligger lige for, idet det foregår i den ellers normale verden. Det gør historierne nærværende, men ofte også mere uhyggelige.
Sif og Birk bor i Jylland med deres forældre og søskende. De kører på cykel eller tager bussen og ligger i det hele taget under for de regler, som den normale verden sætter for dem. Men de er også hekse og oplever ting, som kun er begrænset af min (forfatterens) fantasi, og de regler jeg selv sætter op for magiens funktionalitet i historien.
Der er hentet megen inspiration i gamle fortællinger om hekse og ikke mindst heksenes kalender, hvor der er dage på året, hvor magien eller kontakten til åndernes verden er stærkere end andre dage. Disse dage er dermed særligt velegnede til forskellige ritualer, uanset om de bliver brugt til gode eller onde formål. Som i enhver anden fantasyfortælling viser det sig nemlig, at Sif og Birk har magtfulde fjender. Fantasy er en fremragende platform for den evigtgyldige kamp mellem det gode og det onde, og Sif og Birk trækker også på den fortælling. I særlig grad når vi kommer hen i fortællingen om Birk, har den del af historien inspirationslinks, som trækker tråde hele vejen tilbage til bibelske fortællinger. Det er en genkendelig både godhed og ondskab, som alligevel sættes i en ramme, der beder læseren tænke selv og udfordre gængse normer og fordomme.
Til sidst er der jo ulvene. Jeg indrømmer fuldstændig, at det startede med, at jeg syntes, ulven er et sejt dyr. Ulven er et af de mest dæmoniserede og illustrative symboler på vores forhold til naturen. Den er et symbol på det onde i den kristne kirke, i folketro og overtro. Den er symbolet på naturen som utæmmelig, som en frådende ondskab, vores værste fjende, som er selv de gamle guders undergang. Odin skulle lide døden, når Fenrisulven sluger ham under ragnarok. Tænk at være banemand for en gud? Men i fortællingen om Sif og Birk er den historie vendt rundt, og ulvene er vores venner, ligesom de er Mowglis forældre og søskende i Junglebogen. Vi ved ikke, om alle ulve er gode, men de ulve, vi møder i fortællingerne, er venner, og de står ved vores side i kampen mod det onde, som her er personificeret ved dæmoner, der er kommet til vores verden gennem en port til underverdenen.
På den måde bliver fortællingerne min legeplads. De skal være fremragende underholdning, men de skal også være informative og på deres egen måde indgyde læseren et niveau af tænksomhed. Med det mener jeg ikke, at jeg tror, der er nogen, som sidder og filosoferer samtidig med eller umiddelbart i forlængelse af, at de læser. Jeg mener, at jeg håber, at de både fakta og tanker, som kommer frem undervejs, kan lagre sig og senere dukke op i andre sammenhænge hos læserne – god fornøjelse.