Skrevet af Anne Mia Steno
Jeg var 17 år gammel, da jeg første gang kom til Japan. Før det gik jeg i 2.g på Ribe Katedralskole og var blevet træt af gymnasiet og rastløs i en længsel efter noget andet. Hvad som helst. Vi havde ikke penge til sprogrejser, og min mor var rædselsslagen for, at jeg skulle droppe helt ud af skolen, så hun accepterede, at noget måtte ske. Vi søgte Rotary om et års udvekslingsophold. De foreslog Japan, fordi der aldrig før var nogen, der havde været der. De fleste tog til USA, fik vi at vide. Derfor var min chance større for at få lov til at komme afsted med et land som Japan. Jeg synes med det samme, at det var en fantastisk ide. Selvom jeg aldrig havde været udenfor Europas grænser og ikke talte et ord japansk. I det hele taget var jeg nok temmelig naiv. Men at være naiv kan gøre én mere modig end man egentlig er og få en til at turde risikere noget. Og det er ret så vigtigt tror jeg, at turde altså. Som Søren Kierkegaard engang skrev: ”At turde, er at miste fodfæstet for en stund, ikke at turde, er at miste sig selv.”
Sendai, i det nordlige Miyagi præfektur blev min nye by. Jeg startede på den traditionelle pigeskole Toki Wagi Gakuen, hvor vi udover japansk og historie lærte at spille shinobue (bambusfløjte), bukke i den korrekte afstand og det korrekte tidsrum og sidde flere timer på knæ uden at miste føringen. I Japan går de fleste gymnasieelever til en eller anden form for sport eller kunstform efter skole. Og niveauet er mange steder tårnhøjt, fordi man øver sig 3-4 timer hver dag efter skole. For mig blev kampsportenkendo et frirum og et helle midt i en verden, hvor jeg hele tiden var forkert. For stor, for krøllet og for dårlig til de kulturelle koder. Jeg havde aldrig dyrket kampsport før, og derfor var det lige meget, at jeg ikke var i nærheden af at være lige så god som de andre. Det var friheden i at måtte råbe, slå, larme, svede. Det stod i skarp kontrast til mine lærere og værtsfamiliers forventninger om, at jeg som pige skulle besinde mig. Sidde og gå pænt. Tale afdæmpet.
Siden dengang har jeg både privat og qua mit arbejde som antropolog rejst meget og boet mange forskellige steder i verden. Men jeg kommer altid tilbage til Japan. Både fordi jeg har familie og venner der, men også fordi ingen andre steder jeg har været i verden, på en gang er så fremmed og velkendt. Så hurtig og langsom, moderne og traditionel. Derfor har jeg længe haft lyst til at skrive om Japan. Ungdomsromanen Akio er mit forsøg på at invitere læseren med til det Japan, som jeg elsker. Det er ikke min historie, for den er jo kun vigtig for mig selv. Akio handler derimod om kunstig intelligens, om afstandsforelskelser og om at føle sig fremmed og være på vej.
Jeg håber, at I vil med.
Læs om Akio her