Skrevet af Gudrun Østergaard
I min skrivning er jeg ofte inspireret af aktuelle politiske forhold og menneskelige relationer. Igennem årene har jeg skrevet om så forskellige temaer som: børnepasningsordninger, ligestilling, arkitektur, kunstig intelligens og flygtningepolitik.
I SVÆVER handler det om droner. Den sidste tid er temaet desværre blevet uhyggeligt aktuelt med krigen i Ukraine, hvor droner bruges i krigens tjeneste. Men droner bruges til meget andet end krig: til overvågning af afgrøder i landbruget, luftfotos af sportsbegivenheder og mange andre fredelige formål. De fjernstyrede flyvende maskiner er ikke kun onde modstandere, de er hverken gode eller onde. De er det, vi vælger, de bliver brugt til. Som med så meget anden teknologi mennesker har udviklet igennem tiden, kan de skabe stor skade og ulykke, men også bringe velstand og menneskelig udvikling.
Det dilemma handler min roman SVÆVER om.
Bogen består af 21 korte kapitler, hvor læseren på skift følger dronen Ikaros 17 og den 13-årige dreng Wanzo. SVÆVER er en fremtidsfortælling, hvor samfundet er styret fra centralt hold af Systemet, et komplekst netværk af kunstig intelligens, som skal tjene menneskene. Dronerne er på det tidspunkt selvstyrende højteknologiske enheder, som kaldes svævere. De kan udvikle nye egenskaber og selvstændigt foretage valg og udføre missioner. En dag bliver vores drone Ikaros 17 sammen med sin flok sendt afsted mod byen ved foden af de blå bjerge. Her bor Wanzo sammen med sin familie, der har en butik i byen. Wanzo har svært ved at læse, så selv om han keder sig lidt, er det også en befrielse, at byens skole er lukket. En dag da han og byens andre børn leger på torvet, kommer svæverne flyvende.
SVÆVER handler om mennesker versus maskiner, om venskab, værdier og håb.
Køb bogen og læs de to første kapitler her