ASKENFJELD – VEJEN FRA ROLLESPIL TIL BOG 

Skrevet af Anne Spanget-Larsen

Kan et rollespil blive til en bog? Ja….og nej. Og hvad mener jeg så med det? 

”Askenfjeld” ligger foran mig, som et fysisk bevis på, at det kan lade sig gøre. Den findes. Den er skrevet. Og ja, den er skrevet med udgangspunkt i et rollespil, som jeg fortalte til en veninde for mange år siden. Et freestyle rollespil, som bedst kan beskrives som en interaktiv historiefortælling, uden terninger og regler. Min veninde havde hovedrollen, og jeg dannede rammen, universet, og alle bifigurerne. Sammen skabte vi den første version af Mirja på Askenfjeld.

Mange år senere tænke jeg så, at det kunne være interessant at forsøge sig med at gribe fortællingen på skrift. Jeg havde en masse noter og et klokkeklart billede af den gamle borg i den dystre skov. Ufortrødent gik jeg i gang med at skrive, men efter en håndfuld kapitler gik jeg håbløst i stå.

Hvorfor det? Jeg har læst flere bøger, som baserer sig på rollespil, så jeg ved, det er muligt. Så hvorfor gik jeg i stå?

Det spørgsmål forfulgte mig, og svaret kunne ligge i mange retninger. Havde det at gøre med, at mine noter var ufuldstændige, og der var gået for lang tid, til jeg kunne huske historien? Bundede det i en fundamental forskel på den mundtlige fortælling og det skrevne ord? Eller havde det måske at gøre med, hvordan jeg fungerer som forfatter? Ja, ja og ja.

  1. For det første: Selvfølgelig havde jeg ikke indfanget historien i sin fuldstændighed i mine noter. For mig er det nuet, der tæller i et rollespil, det er de spontane ord og handlinger, der driver fortællingen og skaber magien – i et samspil mellem gamemaster og spiller. Og noget af den magi er flygtig.
  2. For det andet: Bordet fanger på en HELT anden måde, når du skriver i stedet for at fortælle mundtligt. I en mundtlig, interaktiv fortælling er du nødt til at bøje og vride dig om hjørner, forme historien elastisk, belejligt glemme, hvad du fik sagt sidste gang, og følge energien hvorhen, den end fører jer. Når du forsøger at forevige historien på papir, bliver alle ord permanente. Mejslet i sten, kunne man sige. Du skal vælge dem med omhu, og kan ikke længere lappe og justere på skrømt hen ad vejen.
  3. Og for det sidste: Jeg måtte erkende, at jeg som forfatter fungerer godt, tilsat en portion ’pantser’ i min skrivning. Det vil sige, at jeg arbejder bedst, når jeg har mulighed for at opdage store dele af fortællingen, mens jeg skriver den. Historien døde mellem fingrene på mig, fordi den var for planlagt. Den var jo allerede fortalt.

Så hvad gjorde jeg? Jeg startede forfra! Jeg skrev en helt ny historie, men beholdt nogle grundlæggende stemninger og elementer fra det oprindelige rollespil: Den formørkede skov, troldkvindens borg, den sky Mirja og hendes rejse for at opdage egne evner og det ansvar, der følger med. Resten blev til, mens jeg skrev, og det endte med at blive et helt nyt eventyr, der bragte en masse nye karakterer med sig, plus en lidt mere dramatisk slutning, end jeg selv kunne have forudset.

Hvad kan jeg så konkludere? Ja, man kan godt basere en bog på et rollespil. Selvfølgelig kan man det, og det er gjort af mange med stor succes. Men for mig er det blevet klart, at jeg IKKE kan kopiere et rollespil en-til-en til det skrevne ord. Jeg kan bruge et rollespil som inspiration til en verden, et tema, en dramatisk setting. Men så virker det bedst, hvis jeg erkender, at det bliver til noget nyt, når det først rammer papiret. Noget nyt, som jeg først skal til at opdage.

Køb bogen her