Skrevet af forfatter Alexandra Vinther
Synes du også det lyder som heksebryg? Det er det ikke. Det er seriøs medicin i 1600-tallet. Den slags medicin, man kunne få på apoteket.
Og et apotek kommer Ellen forbi i ”Ellen Knivsbærer 2 – Den lærde.” Der lærer hun om lægeurter og om, hvordan ingredienserne til medicinen udvælges. I 1600-tallet kunne de jo ikke måle planternes virksomme stoffer. Ja, de havde ikke engang en sikker viden om, hvorfor medicinen virkede. Når den altså gjorde.
Hvad de havde, var forskellige ”skoler,” at tage udgangspunkt i, og så egne og andres praktiske erfaringer. Alle ”skolerne” tog for givet, at sygdomme var en straf fra gud, men også at gud havde lagt en kur for hver sygdom på jorden. Mennesket skulle blot finde den.
En ”skole” man tit støder på, når man læser om lægeplanter, er signaturlæren. Signaturlæren går ud på, at gud har efterladt et synligt tegn på, hvilken sygdom eller hvilket organ en bestemt plante er god til. F.eks. skulle hasselurten, der har nyreformede blade, være god for nyrerne. Helt så enkle er tingene desværre ikke. Det er heller ikke den ”skole” jeg præsenterer Ellen for.
Ellen udsætter jeg for en langt mere kompliceret ”skole.” I den ”skole” findes grunden til sygdom i, at der er kommet ubalance i de fire legemsvæsker. De fire legemsvæsker er blod, slim, gul galde og sort galde. Og disse fire væsker er forbundet til de fire elementer, der er ild, luft, jord og vand. Ubalancen i legemsvæskerne betyder, at der er for meget af en bestemt væske i kroppen, og det der er for meget af, må fjernes.
Var der for meget slim (der var tilknyttet elementet vand), f.eks. hvis patienten var snottet, skulle en varmende urt til (en urt tilknyttet elementet ild). Hvilken varmende urt, der var god for hvilken slags slim, ja, det havde erfaringen vist. Men det var endda mere kompliceret end det. For patientens temperament skulle også indregnes, og der var også fire temperamenter: kolerisk, melankolsk, flagmatisk og sangvinsk. Måske skulle der også tages hensyn til astrologi og astronomi. Og så har jeg endda kun antydet, hvordan det hele hænger sammen, og hvordan apotekerne bestemte, om en urt f.eks. var varmende.
Synes I, at det lyder som meget at holde styr på?
Tror I, at Ellen kan?
Og hvorfor overhovedet skrive om den slags gammel og unyttig viden? Hvad kan den slags lære os i dag, når vi er blevet så meget klogere?
Jo, den vigtigste grund er nok, at det minder os på, at vores forklaringer på, hvordan verden hænger sammen, er netop det: forklaringer. De er det bedste vi kan sanse, måle og veje os frem til lige nu – og få til at blive en sammenhængende historie.
Det er også vigtigt, fordi det sætter lyset på, hvorfor vores viden er bedre i dag. (Altså ikke som et: nej, se hvor dumme de var dengang. Kan vi ikke lige komme over den slags, tak? Gamle metoder, som at bruge igler og maddiker, er faktisk blevet taget op igen, og de to dyr bruges i dag medicinsk. Godt nok ikke som i 1600-tallet, og heldigvis for det, men at afskrive al gammel viden som vås, det gør os blind for, hvor den faktisk stadig kan bruges.)
Når det så er skrevet, så husk også lige det her:
Vi tager vores naturvidenskabelige tilgang til videnskab for givet. Måske endda for meget for givet. Derfor er det er værd at minde os selv på, hvilke fordele den metode har – såvel som at advare mod dens faldgruber og svagheder.
Og nu tænker du nok også stadig på en lille ting, jeg nævnte i starten. For der findes jo ikke enhjørninger, vel? Hvis der gør, har vi i hvert fald ikke fundet dem endnu. Men enhjørningehorn blev handlet i tusindvis af år. Ja, der står endda enhjørningehorn rundt om i kongers og adeliges samlinger. Salvingstronstolen, bestilt af Frederik 3, der i dag står på Rosenborg omgivet af tre sølvløver, er efter sigende lavet af enhjørningehorn. I dag ved vi godt, at der er tale om narhvaltænder, men sådan var det ikke dengang. Og narhvaltand var ikke det eneste der, gennem tiden, er blevet solgt som enhjørningehorn.
Hvad blev enhjørningehorn så brugt til medicinsk i 1600-tallet? Sikkert flere ting, men det var kendt for at kunne afsløre gifte. Måske er det også en af grundene til, at en del apotekere har brugt enhjørningen som mærke? Når en apoteker håndterer gifte, så kunne det jo være klogt at kunne bevise for kunderne, at apotekerens medicin ikke var giftig? Og måske spiller enhjørningehorn også en anden rolle i ”Ellen Knivsbærer 2 – Den lærde”? Men det må I læse i bogen, for at finde ud af.
Læs mere om Ellen Knivsbærer 2 – Den lærde og køb bogen her