Skrevet af forfatter Carsten Bossen Christiansen
I fantasygenren kan temaerne og fortællingerne få lov at stå skarpere – og i sidste ende give læserne perspektiver på deres egen virkelighed.
Fantasygenren kan, måske mere end nogen anden genre, hive læseren ud af en kompliceret og besværlig hverdag. Verdener kan formes af forfatteren, så pointer og moraler står stærkere frem, og figurer, der ikke kunne eksistere i vores egen grå og kedelige verden kan fremstå så virkelige, at man føler, at man næsten kan række hånden ud og røre ved dem.
For mange læsere er en god fantasyroman en flugt fra virkeligheden, et åndehul, hvor man kan fordybe sig i fremmede verdener og magi. Dette ses også af nogle som et kritikpunkt; hvorfor skal man bruge sin dyrebare tid på at læse litteratur, der ikke sætter samfundet til debat eller belyser aktuelle problematikker?
”Fantasy … det må være den letteste genre at skrive. Man kan jo bare finde på,” sagde en velmenende kollega en gang til mig, da vi talte om min valgte genre at skrive i. Dette er til dels korrekt – i fantasy er man ikke begrænset af noget så besværligt som naturens love eller samfundets strukturer, hvis man ikke ønsker det, men dette er også genrens største styrke.
For i fantasy kan forfatteren forme verden og sine personer, så de underliggende temaer og moraler får lov til at stå meget stærkere. Børn har sandsynligvis lært mere om farerne ved mobning og endda fascisme ved at læse ”Harry Potter” end de har fra deres undervisning i skolen.
I bogen ”Dødedans” ønskede jeg (blandt mange andre ting) at fokusere på, hvordan ubehandlede traumer fra fortiden kan forhindre en i at leve og komme videre, og betydningen af venskaber i denne proces. Dette kunne man også gøre i en krimi eller andre genre, men står temaet ikke skarpere, hvis den ubehandlede fortid kan forhindre hovedpersonen i at redde verden? Hvis hovedpersonens manglende evne til at stole på folk og bero på sine venner kan koste tusindvis af menneskeliv?
I ”Dødedans” er Raya netop nødt til at forlade sit selvvalgte eksil, da hendes gamle soldaterkammerat opsøger hende. Hun ønsker svar på, hvad der er sket med hendes bror, men samtidig holder fortiden hende tilbage. De sår, hun bærer på, og som endnu ikke er helet, gør det svært for hende at stole på de personer, de to møder på deres vej, og til sidst tvinges hun til at konfrontere det, der fik hende til at flygte nogle år tidligere. Rayas rejse handler ikke om at opnå evnerne til at besejre fjenden – hun er allerede en af de dygtigste krigere i Keln – men om at lære at stole på andre, og sig selv, igen.
Og har vi ikke alle noget i fortiden, vi kunne have brug for at give slip på?
Køb Vogternes fald 1 – Dødedans her