Skrevet af Kasper Lapp
Hvordan ser en helt ud? Det indtryk jeg fik som barn fra de historier jeg så, hørte og læste var tydeligt: En helt er udadvendt, handlekraftig, fyldt med selvtillid, skarp i replikken og god til at slås (og typisk så (over)modig, at han aldrig ville overleve 5 minutter i den virkelige verden, hvor heldet ikke konstant er på hans side). Hvis man ikke besidder disse egenskaber, er man i stedet en ”taber”. Hvis man er typen, der tænker over tingene før man handler, ikke har opskruet selvtillid, ikke tager unødige og hensynsløse chancer, ikke er skarp i replikken og ikke løser problemer med vold, så er man en taber. Hvis en hovedperson ikke er en helt fra starten, så handler historien om, at hovedpersonen starter som en taber og skal udvikle sig til en helt. Den fortælling ville jeg gerne gøre op med, for i mine øjne har verden mindst lige så meget brug for taberne. Dem, som tænker sig om, lytter til andre, tager hensyn og indgår nødvendige kompromiser. Især blandt vores ledere er disse kvaliteter en mangelvare.
I min historie er der to prinsebrødre. Den ene er udadvendt og den typiske ”helt” (i egne øjne i hvert fald), den anden er indadvendt og tænksom. Den traditionelle historie ville følge den indadvendtes rejse til at få selvtillid og (over)mod. Jeg ville i stedet fortælle om den udadvendtes rejse til at finde større ydmyghed, til at lære at tænke sig om inden han handler, og til i det hele taget at få øjnene op for sin brors kvaliteter.
Jeg skrev første version af historien for en del år siden, og et forlag var vilde med alt det eventyrlige og ville gerne udgive den. Men de syntes, at jeg skulle omskrive rammefortællingen og skifte hovedpersonen ud med en ”underdog” i stedet. Altså den traditionelle historie. De var jo forlaget og måtte vide bedst, så jeg fulgte deres råd. Resultatet blev, at alle de udfordringer, jeg udsatte hovedpersonen for, slet ikke var ”bygget” til ham – og det fik hele historien til at føles meningsløs. Og så lukkede forlaget pludseligt ned. Jeg sendte manuskriptet til et nyt forlag, som syntes den var velskrevet, men at plottet var grundlæggende problematisk – hvilket jeg syntes de havde ret i. Så manuskriptet havnede i skrivebordsskuffen.
Igennem årene er jeg somme tider blevet spurgt, hvad der blev af historien. På et tidspunkt var der nogen, der havde læst begge versioner, der sagde, at de syntes den første version havde været meget bedre. Det var først der, at det gik op for mig, at den oprindelige idé måske ikke havde fejlet noget – den var bare landet hos et forlag, der ikke havde forstået, hvad det var, jeg ville med historien. Og jeg havde ikke haft tillid nok til idéen.
Så jeg besluttede at fiske manuskriptet op af skuffen og skrive den gamle hovedperson tilbage. Og da det var gjort, fandt jeg heldigvis hurtigt et forlag (Krabat), som forstod og kunne lide hele historien.
Så mens min hovedperson lærte, at det kan være godt at lytte til andre, så lærte jeg selv, at der trods alt er grænser for, hvor meget man skal lytte. Det er vigtigt at lytte til feedback, men det er også vigtigt at holde fast i kernen i sin historie og ikke følge alle råd blindt.