Q&A med forfatter Mikkel ”Skriverkarl” Wendelboe, der skriver serien Skæbnekløver.
Q: Hvad laver du, når du ikke lige skriver bøger?
A: Generelt forsøger jeg at lave lige hvad der falder mig ind! Er der noget nyt der synes spændende, så er jeg der! Jeg arbejder som vært, kommentator og reporter for Discovery Networks, hvor jeg har med sport at gøre, og ellers så bruger jeg meget af min tid på motocross. At have flere forskellige passioner – også dem der ligger lidt langt fra hinanden på skalaen – er noget jeg kun kan anbefale til alle og enhver! Der findes ikke noget bedre end at kunne koble en stor del af ens liv fra, mens man foretager sig noget andet. Fantasy-forfattere lever af at opdigte forskellige verdener, jeg prøver at opsøge det i livet også. Jo ældre vi bliver, jo større tendens har vi til at tro, at vi bordet fanger når vi først har fundet én ting der tiltaler os. Sådan er det ikke! Spil stolt din rolle som Bagermester Harepus i noget gadeteater i Viborg i dag, og ryd kyssetøjet på en vrissen canadier til ishockey i morgen. Der er ikke noget facit.
Q: Hvad var det første du skrev?
A: Det allerførste jeg kan huske at have skrevet, var en evighedshistorie om en enøjet ulv, engang i første klasse. Den fik et nyt kapitel hver fredag, hvor vi afleverede fristil. Siden kom der mange skæve skriverier til. Min yndlings-hovedperson, var en kylling, der var lige dele vanvittig, ondskabsfuld og en smule snotdum. Jeg skrev utallige historier om ham og hans forsøg på at overtage verden, der altid blev forpurret af at han snublede over sine egne fødder, blev dårlig af noget junkfood eller lignende. Den første historie i romanlængde jeg skrev, hed WEB – efter en natklub hovedpersonen ejede. Det var stadig fantasy, men hey, natklubben var badass.
Q: Havde du en yndlingsbog som barn?
A: Det havde jeg, og de er sjovt nok stadig blandt mine favoritter i dag. Dinotopia anser jeg stadig for et mageløst mesterværk, og jeg har gjort det lige siden jeg spildte mælk i Uvelse Biblioteks version som 6-årig, så min mutter var tvunget til at købe den. James Gurneys vision, world building og kunst, får mig til at dåne, selv den dag i dag. Siden kom Raptor Rød til. En roman af palæontologen Robert Bakker, set fra en dinosaurs synspunkt. Jeg og en makker fandt bogen i fjerde klasse, og fik blæst vores hjerner ud. Det er stadig en outstanding ide!
Q: Hvad er den sidste bog, du har læst?
A: Åh, den er sværere. Jeg får ikke læst så meget som jeg burde, og skammer mig lidt over det. Jeg skal snart anskaffe mig en cottoncoat og blå briller, når jeg ser en kollega, hvis awesome bog jeg stadig ikke har fået læst. Den sidste bog jeg læste var vel reelt set Skæbnekløver 2?
Q: Hvordan er din skriveproces?
A: Da jeg startede med at skrive, var den totalt kaotisk. Jeg skrev bare derud af, som et manuelt sættertrykkeri på MDMA, men siden er der kommet mere struktur på. Det var også nemmere dengang, da der ikke var nogen der ventede på historien til slut, og det hele ikke var sat så meget i system som nu, med kontrakter, deadlines og dejlige mennesker der venter på bøgerne. Så nu har jeg en plan for hvad jeg skal skrive, inden jeg gør det. Jeg tror jeg foretrækker min nye måde at gøre det på, men jeg diskuterer det stadig lidt med mig selv. (Jeg føler somme tider jeg ikke gør mig nok umage mere, når jeg ikke er nødt til at rette en bog igennem 152 gange når den er færdig, ligesom jeg måtte med Aiñafablen nummer 1.)
Q: Har du et godt råd til dem, der drømmer om at skrive en bog?
A: Bare klø på! Satanedeme’! Tag det fra en der aldrig har været den mest talentfulde eller åbenlyse forfatter – indtil et par år før Aiñafablen, ville jeg nok have grinet hvis nogen havde sagt at det var hvad jeg skulle ende som. Hvis man vil bedrive noget her i verden, så er der altid tusind grunde til at lade være. Det skal man bare sætte sig udover. Går den så går den. Går den ikke, så ved du at den ikke gik, og nok også hvorfor. Indsatsen er ALTID nøglen.
Q: Er du god til at holde på en hemmelighed?
A: Jeg bilder mig selv ind, at jeg er. Men det er nok løgn. Da jeg var en bette purk, ikke større end en håndfuld Jurassic Park-tyggegummier for en 10’er, så var min far altid sådan en andre kom til, når de skulle have noget fikset. Det er han stadig, men dengang var det hvad jeg kiggede til, for at finde mig selv i verden. Biler, bygninger eller noget tredje. Så kunne han altid hjælpe, med en hammer, ståltråd og hvad jeg til den dag i dag, stadig anser for noget sort magi. Sådan ville jeg også gerne være. Desværre er jeg lige så teknisk anlagt som en skruetrækker tapet til en sten, så det gik ikke. I stedet besluttede jeg mig for at jeg skulle kunne svare på ting, når folk spurgte. Hvis der var noget de ikke vidste, så skulle jeg være god til at vide ting. Oooooog hemmeligheder har stadig en fæl tendens til at falde ind under den fane i min hjerne. Så hvis folk spørger, ja sååååå …
Q: Arbejder du på noget nyt?
A: Altid. Jeg har altid mindst 5 projekter jeg skriver på – i alle faser af processen. Nogle er bare synopser stadig, andre har de første 30 sider skrevet ned, og andre er næsten færdige. Jeg skriver fordi jeg ikke kan lade være og fordi historierne bare MÅ ud. At nogen så læser nogle af dem og bliver glade, er jeg stadig så stolt over, at jeg endnu ikke helt har fattet det. Og min første bog udkom i 2014. Gigantisk skud ud til alle der læser med – og følger med – hos fætter Skriverkarls Magiske Menageri!
Q: Hvad handler din nye bog om?
A: Åh, den handler om alt det gode! Venskab, kærlighed, at vokse som menneske, spænding, rummet, action, helte i smækbukser, og en rumkaptajn hvis dialog muligvis bliver det fedeste jeg nogensinde kommer til at skrive.
Q: Hvor lang tid tog det at skrive den?
A: Det har taget nogle måneder. Et halvt år måske, med redigering, og sparring frem og tilbage. Den del tager længere og længere tid, men det med at vi er flere om at dykke dybt ned i universet (space-pun = priceless) er simpelthen fantastisk. Det får mine bøger til at føles som teamwork!
Fakta om Mikkel.
Født: 1988/Uvelse
Bor: Gørløse
Første udgivelse: Aiñafablen, bind 1. Pigen fra Fenmarken. 2014.
Aktuel med: Skæbnekløver, bind 2. Kra’koums Hjerte, 2022. Køb bogen her