Q&A med forfatter Carsten Bossen Christian der er aktuel med andet bind i serien Vogternes Fald
Q: Hvad laver du, når du ikke lige skriver bøger?
Jeg underviser i dansk og historie på HF i Silkeborg. Det har jeg gjort i snart 13 år. Derudover spiller jeg en del musik som guitarist i bandet Face Monday og dyrker familielivet med min kæreste Charlotte og lille Frej på 2 år.
Q: Hvad var det første du skrev?
Jeg tror det var en simpel fantasy-historie der var skamløst kopieret fra Legend of Zelda – A Link to the Past, et spil på Super Nintendo. Jeg gik nok i 5. eller 6. klasse og fik min dansklærer til at læse den igennem og give feedback. Hun var meget opmuntrende, og jeg skrev en del lignende historier i de år inden jeg stoppede fuldstændig med at skrive i teenageårene. ”Dødedans” er faktisk det første stykke fiktion jeg har skrevet i over 20 år.
Q: Havde du en yndlingsbog som barn?
Den første yndlingsbog var nok ”Erik Menneskesøn” af Lars-Henrik Olsen. Vi fik den læst op i skolen, og jeg var helt vild med den i mange år, men jeg blev først for alvor fascineret af fantasy da jeg læste ”Dragon Lance: Krøniker” på mellemtrinnet.
Q: Hvad er den sidste bog, du har læst?
”Nøjsomheden” af Stine Askov sammen med mine elever. Privat læser jeg stort set kun fantasy, men det er stadig fedt at dykke ned i andre genrer gennem mit arbejde.
Q: Hvordan er din skriveproces?
Fragmenteret, for at sige det mildt. Der er ikke meget tid til at skrive, men når der er, er jeg ret struktureret. Jeg havde stort set overblik over, hvad der skulle ske i hvert eneste kapitel i alle tre bøger i ”Vogternes Fald”-trilogien før jeg overhovedet var halvt færdig med den første bog. Når jeg endelig har tid til at skrive, går det til gengæld ret hurtigt.
Q: Har du et godt råd til dem, der drømmer om at skrive en bog?
Skriv, skriv, skriv. Søg feedback fra folk, der vil være hudløst ærlige overfor dig. Det kan være meget behageligt at blive klappet på ryggen og få at vide, at ’det godt nok er flot’, men det forbedrer dig ikke som forfatter. Hvis plottet ikke hænger sammen, vil du hellere vide det, inden du sender bogen til et forlag.
Q: Er du god til at holde på en hemmelighed?
Absolut. 13 års arbejde med tavshedspligt gør noget ved en.
Q: Arbejder du på noget nyt?
Den tredje bog i ”Vogternes Fald”. Jeg har dog en bunke spændende ideer til en ny trilogi, og jeg håber at kunne tage orlov indenfor de næste par år for at skrive den.
Q: Hvad handler din nye bog om?
Det er svært at forklare uden at afsløre slutningen på ”Dødedans”, men ”Blodsbånd” handler om konsekvenserne af de beslutninger, vores helte tog for at redde verden i den første bog. En større trussel hænger nu over deres hoveder, og Raya er nødt til at lære at tøjle de kræfter, der gemmer sig i hendes blod, for at have en chance.
Q: Hvor lang tid tog det at skrive den?
Godt og vel et halvt år. Den har været igennem et par redigeringsfaser siden, men jeg havde heldigvis lært meget af at skrive ”Dødedans”, og i ”Blodsbånd” var en langt mere smidig proces.
Fakta om Carsten Bossen Christiansen
Født: 1983 i Thisted
Bor i Silkeborg
Første udgivelse: ”Dødedans” i 2022, det første bind i trilogien ”Vogternes Fald”
Aktuel med: ”Blodsbånd”, det andet bind i trilogien. Læs mere og køb her