Skrevet af forfatter Nicoline Kjærsgaard Møller
Gravsøer, trolde og lygtemænd. Vætter, varer og genfærd. Tro, folketro og overtro …
Jeg har altid været fascineret af fortiden, for den har unægteligt været med til at forme det samfund, vi har i dag. For at forstå nutiden må man prøve at forstå fortiden. Derfor kan jeg godt lide at forholde mig til spørgsmålene: Hvorfor tænker vi, som vi gør? Hvordan tænkte man i gamle dage, og hvordan har det indflydelse på i dag?
Øjne i natten
Prøv at forestille dig, at du levede i gamle dage. Du bor langt ude på landet, og nærmeste nabogård er flere timers gang væk. Vinden rusker i døren, og vinterkulden siver ind gennem sprækkerne og videre ind i dine slidte knogler. Den fortsatte sult efter en alt for lille ration mad gør dig svimmel. Mørket tynger landskabet som et fugtigt tæppe, og det er næsten umuligt at skelne nat fra dag. Du tager et forsigtigt kig ud ad vinduet. Pludselig bevæger en skygge sig i skovbrynet. Du gnider de trætte øjne, som må have spillet dig et puds. Først da et par gloende, røde øjne stirrer tilbage på dig, bliver du vis om, at der virkelig er noget derude. En vætte. Og den er ude efter dig.
Vætter i moderne kontekst
Pludselig er det ikke så svært at forstå, hvorfor folketro havde en så betydelig rolle i gamle dage. Det var nemt at blive skræmt, og folkesagnene kunne bruges til at forklare det uforklarlige. Nogle danske folkesagn og monstermyter går helt tilbage til 900-tallet, og mange af dem har bestået tidens test helt til starten af 1900-tallet. Først med opfindelsen af glødelampen trak mørket og tendensen til overtro sig tilbage.
Lever disse mytiske monstre stadig i vores bevidsthed i dag? De fylder helt sikkert ikke på samme måde, som de gjorde engang. Men jeg vil gerne vove at påstå, at de stadig fylder – bare på en anden måde! I dag er der mange, der lader sig skræmme for sjov, når de læser den nyeste Stephen King-bog eller ser gyserfilm i biografen. Mørket er ikke længere et grundvilkår, og man kan tænde lyset, når uhyggen bliver for meget.
Hvad kan myterne og folketroen lære os?
I min bog ”Gravsoen” møder læseren Nikolaj, der er vild med spøgelseshistorier og er opslugt af tanken om at finde et ægte spøgelse. Da han får mistanke om, at en gravso er på spil i landsbyen, tøver han ikke med at drage på gravsojagt. Historien foregår i moderne tid med den teknologi, vi har til rådighed. I dag bliver det uforklarlige forsøgt forklaret med videnskab, som oftest sidestilles med at være den naturlige eller rigtigeforklaring. Men hvad sker der egentlig, når videnskaben bliver utilstrækkelig og ikke kan forklare det uklarlige? Når fortiden spøger i nutiden … Ja, så indtræffer angsten atter!
Nicoline Kjærsgaard Møller er aktuel med ungdomsgyseren ”Gravsoen”. Læs mere og køb bogen her.