Forfatterfokus Lone Halkjær

Q&A med forfatter Lone Halkjær

Q: Hvad laver du, når du ikke lige skriver bøger?

A: Jeg skriver fuldtid, så når jeg ikke skriver er det fordi det er weekend eller ferie og den tid bruger jeg med familien. Jeg har tre børn og en dejlig mand.

Q: Hvad var det første du skrev?  

A: Den første bog, jeg skrev, var en krimi. Det var længe før jeg helhjertet kastede mig over forfattergerningen og da jeg stadig havde fuldtidsarbejde og derfor kun kunne skrive i de små korte intervaller, som hverdagen tillod. Resultatet blev derefter. Men det lærte mig, at jeg har brug for fordybelse, hvor jeg kun tænker på bogens hovedpersoner og deres verden i mange timer i træk. Den mulighed havde jeg ikke med min første krimi.  Jeg har ikke turde kigge på den siden.

Q: Havde du en yndlingsbog som barn?

A:Jeg havde mange, desværre har jeg nok glemt de fleste, men her er et par stykker – fx Ronja Røverdatter af Astrid Lindgren – Telekattene af Andre Norton er nogle af dem, jeg bedst kan huske. 

Q: Hvad er den sidste bog, du har læst?

A: Jeg er lige blevet færdig med at lytte til Firekeeper’s Daughter af Angeline Boulley og den er virkelig god – kæmpe anbefaling.

Q: Hvordan er din skriveproces?

A: Ret rodet. Jeg er altid i gang med at skrive på mange bøger på en gang. Når jeg går i stå, lægger jeg bogen til side og kigger på en ny. Der kan gå år før løsningen rammer mig, mens jeg laver noget andet og så tænker jeg bogen lidt længere frem og får forhåbentlig skrevet næste del af bogen, før jeg sidder fast igen. På den måde er det rart at have mange projekter/bøger at skifte mellem.

Q: Har du et godt råd til dem, der drømmer om at skrive en bog?

A: Det vigtigste er at skrive. Det behøves ikke at være godt. Når du begynder, så slå den indre kritiker fra. For mig er den hårdeste del altid at få første udkast skrevet ned så historien er tilfredsstillende. Alt derefter er bare rugbrødsarbejde. Så start med første (måske dårlige) udkast. 

Q: Er du god til at holde på en hemmelighed?

A: Sikkert ikke. Jeg tror ikke, jeg kender nogle gode hemmeligheder – måske fordi ingen tør betro mig den slags.

Q: Arbejder du på noget nyt? 

A: Ja altid – mange nye bøger. Men lige nu arbejder jeg på Zombiekamp i Minecraft 3, jeg håber ikke at jeg kommer til at sidde så fast i skrivningen, at det vil tage mig flere år at finde på en løsning til at komme videre.

Q: Hvad handler din aktuelle Zombiekamp i Minecraft 2 om?

A: Jeg vil ikke afsløre for meget, men det er vel ikke en hemmelighed, at Toby og nogle andre, havner inde i Minecraft igen. Denne gang har de leget lidt for meget med TNT, og det har ført til at opgaven er sprængt i luften. Den opgave som beskrev, hvad de skulle gøre i Minecraft for at slippe ud af spillet igen.

Q: Hvor lang tid tog det at skrive den?

A: Der er gået et lille år fra ide til udgivelse. Men i løbet af det år har jeg også skrevet andre bøger som er udkommet på andre forlag, og også Døden under overfladen, som er udkommet hos Krabat her i 2023.

Fakta om Lone Halkjær

Født: 1975 i Randers

Bor: Randers (men jeg har også boet i Aalborg, Kbh og Aarhus og andre steder i verden)

Første udgivelse: Hjemsøgt-serien (Letlæsning)

Aktuel med: Zombiekamp i Minecraft 2

Læs de første kapitler i bogen og køb den her