Q&A med forfatter Stephan Randahl
Q: Hvad laver du, når du ikke lige skriver bøger?
A: Jeg har, i flere årtier, haft fast lønjob som producer på TV 2. Når jeg ikke er der, elsker jeg at rejse sammen med min familie, og gerne i landene omkring Middelhavet.
Det er, gennem de sidste mange år, blevet til ret mange rejser til Kreta, hvor jeg for alvor har fået øjnene op for den græske oldtid. At læse om, at se og opleve den store kulturhistoriske arv, der findes der, finder jeg fascinerende. Hvad skete der egentlig den gang i antikkens Grækenland? Eller hvad skete der egentlig i Betlehem for lidt over 2000 år siden? Vi ved det ikke med sikkerhed, og vil formentlig heller aldrig finde ud af det.
Derudover elsker jeg musik og gerne fra ”mit” årti 80erne. Og så er jeg passioneret foodfanatic. Så en hel dag i mit køkken med forberedelser til et godt hjemmelavet måltid og med 80er musik på anlægget, ja så kan dagen ikke blive ret meget bedre.
Q: Hvad var det første du skrev?
A: På vej hjem fra en aftenvagt, omkring seks år før min romandebut, havde jeg pludselig et mere eller mindre færdigt plot til en historie oppe i mit hoved. Så da jeg var hjemme ved midnatstid, tændte jeg computeren og skrev den halve nat. En måneds tid senere blev jeg sygemeldt og var bænket til min lænestol i omkring fjorten dage. Det blev startskuddet til min allerførste fortælling Milo og labyrinternes hemmelighed (Bonusinfo: For et par år siden tog Milo navneforandring til Luca).
Q: Havde du en yndlingsbog som barn?
A: Jeg elskede Enid Blyton’s serie om De 5.
Men ellers var det tegneserier jeg var vild med. Tintin, Asterix og Lucky Luke var blandt favoritterne og blev slugt råt. Men den tegneserie der gjorde allermest indtryk var den totalt gakkede og lettere oversete Flip & Flop skrevet og tegnet af spanieren Francisco Ibáñez.
Q: Hvad er den sidste bog, du har læst?
A: Love & olives – En rejse for livet af Jenna Evans Welch. En rigtig Mamma Mia-inspireret fortælling, der lige passer mig, og med alle mine yndlingselementer: Grækenland, myten om den forsvundne by Atlantis og efterladte spor, der skal lede til en glemt skat.
Q: Hvordan er din skriveproces?
A: I virkeligheden ret ustruktureret. Så at spørge mig, hvad jeg arbejder på lige nu, bliver hurtigt et ”øhh, det ved jeg ikke rigtig, der er flere ting…” Mit familieliv og lønliv er sådan indrettet, at der er perioder hvor jeg har mere tid og overskud til at skrive end andre.
Som regel starter jeg med en idé, der kræver research. Stille og roligt bygger jeg en historie op med grundlag i researchen. Og endelig skriver jeg historiens kapiteloverskrifter ned på et blankt stykke papir. Og så har jeg en regel: Hvis jeg hurtigt kan nå op på tredive overskrifter, ved jeg, at historien holder, og ellers er det en ommer. Når jeg så først begynder at skrive, bruger jeg overskrifterne til at holde mig på rette spor.
Q: Har du et godt råd til dem, der drømmer om at skrive en bog?
A: Hvis du ikke ved hvad berettermodellen er, så bliver du nødt til at finde ud af det!
Da jeg havde skrevet min første historie, indså jeg hurtigt, at resultatet (set med mine egne øjne i dag) var dårligt, kedeligt, langtrukkent og uinteressant. Jeg havde, med andre ord, brug for hjælp til at få struktur på historien. Jeg besluttede mig for at få en ny hobby. At ”gå til bog” hos Skriveværkstedet. Deres motto ”Fra skrivedrøm til bestseller” var lige hvad jeg havde brug for.
Derudover kommer du ikke langt uden en redaktør og en bunke beta- eller test-læsere, eller hvad man nu vælger at kalde dem.
En redaktør kan dels give dig inspiration, dels skrive en manuskriptvurdering, du kan lægge til grund for den næste version. Og tvivl aldrig på dine egne skriveevner, også selvom du er startet forfra ti gange.
Q: Er du god til at holde på en hemmelighed?
A: Det kommer an på…
Q: Arbejder du på noget nyt?
A: Altid…
1) Endnu en historie om Luca – nummer otte i rækken.
2) Og så har jeg fået en idé til fortsættelsen af Tabatiérets hemmelighed (ikke udgivet). En fortælling om klimaforandringer, men også om kærlighed og mystik, og om at finde sig selv i en alt for forvirrende teenage-verden.
Q: Hvad handler din nye bog om?
A: Luca 8: Luca og jagten på den hellige gral (arbejdstitel) handler om, ja det giver vist sig selv.
Den historie er blevet fortalt før, men jeg giver den et lille twist, da jeg har researchet mig frem til, at gralen rent faktisk kan risikere at befinde sig i en lille kirke i jylland. Hvis så jagten på gralen foregår op gennem Europa med en flok uddøde tempelriddere i hælene, ja så kan det da kun blive en god historie.
Q: Hvor lang tid tog det at skrive den?
A: Luca 8 er langtfra skrevet færdig.
Men min debut, Luca og den skjulte naziskat, startede jeg på i foråret 2018. Den blev udgivet i januar 2024. Men der havde den også været gennem mere end ti redigeringsrunder.
Modsat med Tabatiérets hemmelighed. Den skrev nærmest sig selv på en måneds tid, det synes jeg selv var ret sejt. Den er selvfølgelig ikke færdigredigeret endnu, men giv den et par redigeringsrunder mere og et halvt års tid, så tror jeg at den er der.
Jeg er Stephan Randahl
Født i Svendborg (den skønneste plet på jorden) i 1964, men bor nu i Middelfart
Første udgivelse: Luca og den skjulte naziskat
Aktuel med: Luca og den skjulte naziskat
Læs mere om bogen og køb den her