Splitte mine plasmaflettede bramsejl

Mikkel Wendelboe – Hvem er han, ham Skriverkarlen? Hvad er mit forhold til scifi – hvorfor er det så fascinerende? Hvad er dets plads i fantasien? Og hvorfor skal du glæde dig helt hjernedødt meget, til at mit scifi-eventyr udkommer i 2021 på Forlaget KRABAT?

En rajti’ KRABAT!

Jeg hedder Mikkel, og hvad er jeg så for en KRABAT, for jeg er en ægte en af slagsen. Jeg er 32 år, har været forfatter siden 2014, og når jeg ikke lige sidder og skriver, så laver jeg ballade i fjernsynet, eller hvor der ellers lige er brug for det! Jeg er uddannet i kommunikation og geografi fra Roskilde Universitet, skønt jeg aldrig har vist mit eksamensbevis til nogen, og så går jeg helt absurd meget op i actionsport og motorcykler. Jeg elsker videnskab, at formidle den, at blive klogere – og så er jeg pjattet med en god historie.

Mine skriverier har altid noget fantastisk over sig, og jeg prøver altid at lade historien udspille sig som den lige kommer til mig. Jeg elsker når der er fart over feltet, stærke karakterer og store følelser – og lidt humor skader heller ikke. Jeg er et rodehoved, der skriver når jeg føler lysten og passionen, og så retter tingene til, som jeg opdager dem.

Min skriveproces består i at fortælle mig selv historien som jeg skriver den, og følelsen af at afdække en hel verden, som man selv definerer et lille skridt ad gangen, er noget af det bedste der findes. Jeg er desuden vild med at finde på ekstra ting til universerne, når jeg skriver. Læseren skal have følelsen af, at bogens verden er større, end blot hvad de oplever i teksten. Det giver en fantastisk stemning – i hvert fald ifølge mig. Og jeg er en af de mest pålidelige, jeg kender!

Scifi-sej

Jeg håber selvfølgelig, du allerede har hørt den vilde jubel, og de glade nyheder, om at mit spritnye YA scifi-eventyr udkommer på Forlaget Krabat som noget af det første næste år! Men om du hører det nu, eller du allerede havde noteret det i din dagbog inden, med et lille hjerte omkring, er ikke så vigtigt. Det vigtige er, at science fiction er fantastisk, og at jeg glæder mig til at bidrage med min spinkle stemme, til den her fantastiske genre.

Som videnskabs-fanboy, siden jeg var gammel nok til at begribe ting, har jeg altid haft et stort hjerte for scifi-fortællinger. Michael Crichton er en af de forfattere jeg ser mest op til, ligesom jeg også har haft et kæmpe crush på Jules Verne – og hans fremsynethed – hele mit liv. Samtidig arvede jeg også tidligt den næsten obligatoriske fascination for Star Wars, der har fulgt mig trofast siden jeg ikke var større end Bantha-foder for en nævefuld credits.

I det hele taget er der noget fascinerende ved at lade fantasien flyde, og lade den vokse sig sammen med ting, vi kender fra videnskabens verden. På en eller anden måde, bliver kombinationen til den ultimative dagdrøm bygget op af fantasi og kunne-blive-virkelighed.

Selvom rammerne og universerne synes gjort af drømme og magi, så kan Det Fantastiske, og heriblandt også sci-fi, rumme alle livets store temaer, dagligdags problemer, og ting som der skal diskuteres, for så at splitte dem op og fremvise/bearbejde dem på en helt ny og anderledes måde. Det er der ikke mange andre genre der kan gøre efter.

Det giver fortællinger der rammer – også igennem dystopier og utopier. Min yndlingsutopi, sidder I og tænker? Den hedder Dinotopia – surprise, surprise, for en der skrev en artikel om Allosaurus som afgangseksamen fra RUC. Bøgerne er skrevet, og mesterligt illustrerede, af James Gurney, og de kan varmt anbefales. Brug den, hvis I vil.

Mit univers?

Men hvad er det så, jeg har skrevet? Tænker du også det? Det håber jeg i hvert fald, at du tænker, for jeg glæder mig umanerligt meget til at dele rumeventyret med dig – og jer alle sammen derude! Der skal ikke afsløres for meget allerede, andet end at den kommer til at blive et brag – fuld af action, kærlighed, spænding, venskab og humor – for jeg har lagt mig i selen, for at levere noget af det bedste jeg har fundet på.

I Aiñafablen, der var min første bogserie, gjorde jeg enormt meget ud af universet, og på at lave min world building ordentligt, så den blev dyb, bred og et helt kapitel for sig at gå på eventyr i. Jeg har altid været en krabat som gik meget op i selv de små detaljer, (hvilket fantasy-univers har ikke en oversigt over vejrsystemerne?) så det føltes naturligt at lade blikket søge opad som det næste, og udvide mulighederne, til min nye serie. Jeg overvejede længe at læse astronomi på universitetet, og jeg har altid haft en enorm fascination for rummet, så at få lov at bruge universet som det tomme lærred, jeg bare kunne begynde at male på, var noget af det bedste jeg har prøvet.

Jeg har prøvet at få min generelle fascination for rummet og astronomi til at skinne igennem i min nye serie. Så de astronomiske overvejelser er spundet nogenlunde i tråd med, hvad forskerne har fundet derude. Terminologien og det basale skal være på plads – sådan har jeg altid gået til mine skriverier. Men er det hele så bare faktuelt, kunne man forledes til at tænke? Bestemt nej. Det videnskabeligt knyttede, danner nemlig rammer om et fantastisk eventyr, med alt hvad der hører sig til at fremmede verdener, sære væsner, lurende ondskab, mørke intriger, og eventyrlige fartøjer – selvfølgelig komplette med motorbeskrivelser, typenumre og generelt nørderi, som det er svært at undgå, når motorsport er i ens blod.

Og karaktererne, oh la la … Jeg føler at jeg har fundet på nogle af de mest elskelige, mystiske og forskelligartede karakterer, og jeg kan garantere jer for, at jeg glæder mig til at dele dem med jer.

Jeg lover jer at det ikke bliver kedeligt. Historien bringer os vidt omkring, fra futuristiske metropoler, til mystiske planeter, over forladte rumstationer og helt ud til rummets gemte og glemte steder.

Der er stadig meget arbejde at gøre, inden Mikkel Wendelboe og Forlaget KRABAT, inviterer jer på eventyr i rummet i begyndelsen af det nye år, men jeg lover at det bliver ventetiden værd. Glæd jer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *