Krabat logo

Kan du skrive Solarpunk?


Forlaget KRABAT søger noveller til en novellesamling i genren Solarpunk.

 

Der findes rigeligt med undergang og dystopi i litteratur, der beskæftiger sig med fremtiden. Hvis man ser på nutiden, er det nogle gange også svært at se veje, der ikke fører mod undergang. Men så er der heldigvis Solarpunk. Her kan man sige at, punken, oprøret er optimismen og troen på, at fremtiden rent faktisk kan lykkes. Det er et oprør mod kapitalisme, anti-klimabevidsthed, anti-miljøbevidsthed, had, racisme, ulighed. Vi vil på forlaget være med til at markere, at litteratur om fremtiden også kan være optimistisk.

            Der findes ikke ret meget Solarpunk litteratur – endnu. Og slet ikke på dansk. Det vil forlaget KRABAT gøre op med. Rammerne for genren er ikke helt fast definerede endnu, på trods af, at Solarpunk er godt og vel ti år gammel. Der er dog nogle genremarkører, der går igen. Fremtiden er grøn. Vedvarende energi laver strøm og varme til menneskene, der bor i æstetiske byer med fokus på bæredygtighed. Der er plads til alle og samfundet er med lighed og uden skelnen til race, køn eller seksualitet. Der er ingen krige.

            Nu tænker du måske, at det lyder kedeligt. Hvad i alverden kan der være at skrive om i sådan en verden? En verden, hvor der ikke er nogle problemer. Se, det er så her, at du skal have fat i din fantasi.

            Man kunne forestille sig, at der var nogle, der truede den nye verdensorden, at der var katastrofer, udfordringer, fremmede racer eller måske det helt nære – hvordan er livet for de mennesker, der bor der? Tænker de og føler de ligesom os? … det er faktisk helt op til dig, hvad der skal ske.

            Dog skal novellen slutte positivt – problemerne behøver ikke at være løst, men den må ikke slutte negativt.

 

Det er så udfordringen fra forlaget KRABAT i 2022. Vi håber, at mange af jer modige forfattere vil være med til at skrive en vision for fremtiden, der ikke er set før.


 

Læs om Solarpunk på vores blog og bliv inspireret.


Det formelle:

Omfang: 3.000-5.000 ord.

Målgruppe: Unge i aldersgruppen 13+

Deadline: 15. november 2022

Send dit manuskript til manuskript@forlagetkrabat.dk 

 

Vi modtager kun tekster i Word.

Ved indryk, brug tabulator 1cm.

Sørg for, at din tekst er gennemarbejdet, korrekturlæst (efter bedste evne) og sat læsbart op.

Vi vurderer ikke kun din fantasi, men også dine sproglige evner.

Skriv navn på din tekst.

Medsend gerne noget om dig selv.

Man må gerne indsende mere end en tekst.

 

Vinderne vil få kontrakttilbud om at indgå i antologien. De bedste noveller udgives som papir og e-bog i en antologi på forlaget KRABAT til BogForum 2023.

Vi forbeholder os retten til ikke at udgive novellesamlingen, hvis vi ikke finder nok manuskripter der lever op til vores krav.

Vi råder forfattere til at orientere sig grundigt i emnet, da vi ud over et velskrevet manuskript vægter temaet højt.


God skrivelyst!

Særligt for antologien:

  • Den indsendte novelle må ikke tidligere have været udgivet.
  • Forlaget beholder rettighederne til de noveller der antages i to år efter bogens udgivelse.
  • Der udgives både i papirbog og på e-bog.
  • Hver forfatter får fem frieksemplarer og mulighed for at købe flere med rabat.
  • Der udbetales royalties på 15% på papirbogsalg og 30% på e-bogsalg. Den samlede royalty fordeles ligeligt mellem de bidragende forfattere.



Privacy policy

OK